
Lån en elcykel til arbejde
Randers Kommune vil forsøge at flytte borgernes transportvaner, så flere vælger cyklen til og fra jobbet. Kommunen har derfor i en årrække lånt elcykler ud til borgere, der har mere end 5 kilometer til arbejde.
Næste låneperiode er september-november 2025. Booking er muligt fra 2. september kl. 09.00.
Det er ikke muligt at reservere elcyklerne på forhånd.
Elcyklerne lånes ud til borgere:
- Der bor i Randers Kommune
- Der er minimum 18 år
- Der har minimum 5 km. til arbejde
- Der ikke har lånt en elcykel af os før
Depositum
Hvis du vil låne en elcykel, skal du betale et depositum på 500 kr. via MobilePay.
- Du får 400 kr. tilbage, når du har afleveret elcyklen. De sidste 100 kr. går til en pulje, der dækker forsikringer og reparationer på elcyklerne.
- Randers Cykelby trækker yderligere 200 kroner fra dit depositum, hvis du ikke har rengjort elcyklen inden aflevering.
- Når du har betalt depositum, har du bevis for betaling i MobilePay-appen. Dit betalingsbevis, der fremgår via appen, skal du medbringe for at få elcyklen udleveret.
- Når du har booket din elcykel, modtager du en kvittering med et link til at betale depositum.
Book din elcykel her (Åbner 2. september kl. 09.00)
Du kan booke din cykel hos Vesterport Cykellager i Randers centrum eller hos Fri Bikeshop i Kristrup via nedenstående links.
Afhentning af elcykel
Når du har lavet din booking, modtager du en mail med information om, hvornår cyklen kan afhentes - typisk indenfor 14 dage.
Afhentning af elcykel skal ske på én af nedenstående adresser:
Vesterport Cykellager
Vestergade 66
8900 Randers C
FRI BikeShop
Kristrupvej 5
8960 Randers SØ